Dialog og Integration

Min far har boet i Danmark siden 1969, dvs. i 35 år. Han var en af de første ”fremmedarbejdere”, der kom til landet. Han har flere gange fortalt os, under hvilke forhold og betingelser de levede og arbejdede, og hvordan de blev modtaget og behandlet af danskerne. De arbejdede 12-14 timer om dagen, boede på fabrikken eller et sted i nærheden. De forhold, de har levet under, kan slet ikke sammenlignes med de forhold, vi lever under i dag. De var fremmedarbejdere, og samfundet forventede, at de skulle være flittige og loyale overfor deres arbejdsgivere og efter en vis periode vende tilbage til deres hjemland. Min far har boet i Danmark siden 1969, dvs. i 35 år. Han var en af de første ”fremmedarbejdere”, der kom til landet. Han har flere gange fortalt os, under hvilke forhold og betingelser de levede og arbejdede, og hvordan de blev modtaget og behandlet af danskerne. De arbejdede 12-14 timer om dagen, boede på fabrikken eller et sted i nærheden. De forhold, de har levet under, kan slet ikke sammenlignes med de forhold, vi lever under i dag. De var fremmedarbejdere, og samfundet forventede, at de skulle være flittige og loyale overfor deres arbejdsgivere og efter en vis periode vende tilbage til deres hjemland.

Men der var gået en dekade, og der var ikke så mange, der vendte tilbage, og tværtimod begyndte de at hente deres familier op til Danmark dvs. familiesammenføring. Deres børn skulle starte i skole, og jeg var en af dem. Vi blev i første omgang anbragt i modtagelsesklasser. Efter et stykke tid, hvis vores lærere var tilfreds med vores danskkundskaber, blev vi placeret i rigtige klasser, sammen med de andre børn.
Det var først i midten af 80´erne, at eksperter begyndte at snakke om integration og ikke før. Siden den dag har de fleste ikke rigtig forstået, hvad demokratisk, harmonisk og realistisk integration er og indebærer. Da vi på seminariet skulle undersøge, hvad integration betød, blev vi mødt med 5-7 forskellige definitioner af ordet integration.

For nogen er integration: Hvis de ”fremmede” skal leve her i Danmark, må de suge danskernes livsstil, livssyn, menneskesyn, verdenssyn, kultur, religion og historie til sig og blive ét med det danske, og efter et par generationer må der ikke eksistere nogle forskelle mellem minoriteten og majoriteten. I dagens Danmark er det et bestemt parti, der har disse holdninger og forhåbninger, og ønsker at føre denne form for integrationspolitik.

Det modsatte til den ovenstående definition kommer fra minoriteternes side: Det kan godt være, at vi lever her i Danmark, men det er ikke ensbetydende med, at vi skal leve som dem. Jeg udfører mit arbejde og pligter ude i samfundet, men når jeg kommer hjem, vil jeg gerne leve, som jeg har gjort eller vil leve i mit hjemland.
Nu kommer det allersværeste, nemlig udforme og føre en afbalanceret, demokratisk og harmonisk integrationspolitik: Hvis vi lever i dette land, må vi som minoriteter lære og erfare noget fra ”danskerne”, og hvis det er nødvendigt, må vi opgive eller give afkald på nogle af vores skikke, traditioner, sædvaner og endda værdier, men samtidig må majoriteten også give afkald på noget af deres kultur, og lære om og modtage fra vores kulturelle værdier og normer.
Det første kaldes for assimilation, det andet for segregation, der er ikke nogen tvivl om, at disse to former for såkaldt integration ikke hører hjemme i et demokratisk og frit samfund. Men når det drejer sig om integration, så må det være op til den individuelle om, hvor meget personen skal integrere sig. Som samfund skal man selvfølgelig opstille krav og pligter og tildele rettigheder til sine borgere og individer, men ikke blande sig i deres privatliv eller gå ind i deres private sfære.

Løsning af dette problem kræver en fin balancegang mellem ”dem” og ”os”, dialog blandt parterne og afståelse fra visse ting fra begge sider. Derfor er det vanskeligt at løse integrationsspørgsmålet. Det, der er sværest at opnå, er som regel også det bedste eller ypperste.
Dette viser, at der altid forventes noget fra modparten hvad angår integration og sameksistens i et givent samfund. I stedet for at lære om og forstå hinanden, har vi brugt kræfterne på unyttige demagogiske processer, dagsordener og på at bekæmpe hinandens idéer og planer.
I de sidste tyve år har vi snakket om integration. Men ingen har sagt, at vi skal prøve at forstå, respektere og værdsætte hinandens forskelligheder og finde et fælles platform, hvor vi alle kan sameksistere på en harmonisk, demokratisk og lykkelig måde. Det er vigtigt, at vi sætter os ned, prøver at forstå hinanden og forsøger at rette op på de skæve udviklinger og dårlige tendenser, der kan have en skadende påvirkning på vores samfund og dens borgere. I sidste ende befinder vi os alle, indvandrere og danskere, i den samme båd. Hovedformålet må derfor være, at vi alle ønsker dette samfunds ve og vel.

Det kan godt være, at vi er/kan blive uenige om nogle ting, men i det mindste kommer vi frem til, hvad vi er uenige om.

I maj 2004 fik jeg en invitation fra foreningen Dialog Forum om at deltage i en konference i Mardin og Istanbul. Konferencens første stop var i byen Mardin, en by i det sydøstlige Tyrkiet. Her var alle de religiøse ledere samlet og diskuterede nødvendigheden af dialog. Der var arrangeret en byrundtur både i Mardin og i Istanbul, som er rige på kirker, moskéer, og synagoger. Det, der gjorde størst indtryk på mig, var klostret i Mardin, hvor der stadig lever nonner og præster, og som har eksisteret over 1500 år.
Da vi spurgte de ovennævnte, hvilken identitet de bar, sagde de alle sammen, at de var tyrkiske statsborgere med en kristen og jødisk overbevisning. De forskellige religioner i Mardin har, i mange hundreder år, levet side om side.

I dag kan vi også skabe den samme fredelige, demokratiske og harmoniske sameksistens ved, at vi sætter en varm og oprigtig dialog i værk blandt de enkeltpersoner, grupper og samfund, der udgør denne nation. Det er, efter min mening, absolut nødvendigt eller et must at sætte sådan en dialog i gang, og der er ingen andre udvej til demokratisk og lykkelig sameksistens.

Af Sami Kücükakin

Del på Facebook

[Tilbage]